21 aktivister får bøder for at blokere for trafikken
Dommer i Lyngby afviser argument om, at happenings var nødværge og derfor ikke skulle straffes.
En gruppe klimaaktivister slipper ikke for bødestraf, fordi de forstyrrede trafikanter på veje og motorvejsafkørsler i Nordsjælland.
Retten i Lyngby har fredag straffet alle 21 personer med bøde. Retten har afvist deres påstand om, at de ikke skulle straffes, fordi de handlede i nødværge på grund af klimakrisen.
Det oplyser retten på sin hjemmeside.
Aktionerne skete fra november 2023 og frem til marts i år både på Strandvejen og på afkørsel 17 og 18 på Motorring 3.
Bilister i myldretiden blev forsinket, da aktivisterne stod på kørebanen eller simpelthen satte sig ned.
Under sagen er en stribe politividner blevet afhørt, og også aktivisterne har forklaret sig.
De tiltalte talte om retten til at demonstrere og henviste også til nødværge og nødret på grund af den omfattende klimakrise.
Men dommeren er nået frem til, at handlingerne ikke er straffri. Færdselsloven og ordensbekendtgørelsen er overtrådt.
Bøderne er fastsat til mellem 1250 kroner og 8300 kroner, alt afhængigt af hvor mange episoder de tiltalte deltog i.
Godt halvdelen fik nedsat bøden, fordi de har lav indkomst.
Jævnligt har aktivister fra bevægelsen med navnet Nødbremsen forsinket trafikanter. Det skete så sent som fredag morgen ved København.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker