21-årig blev angrebet med bil og økse i Helsinge
En gruppe personer har torsdag aften overfaldet en lokal mand i Helsinge. Den forurettede er uden for livsfare
En 21-årig lokal mand er torsdag aften blevet påkørt af en bil og efterfølgende overfaldet af en større gruppe personer i Helsinge i Nordsjælland.
Det oplyser Søren Bjørnestad, vagtchef hos Nordsjællands Politi, til Ritzau.
Overfaldet fandt sted klokken 19:08 på Vestergade, hvorefter politiet har fået flere henvendelser, fortæller vagtchefen.
- En af dem går på, at en mand er kørt ned, og at han er blevet forsætligt påkørt. Det vil sige, at der er nogen, som er kørt ind i ham.
- Efterfølgende er der en anmeldelse om, at der er flere personer, som overfalder manden med jernrør og køller, ligesom der også er set en økse, siger Søren Bjørnestad.
I øjeblikket er politiet ikke kommet på sporet af gerningsmænd i sagen, men afhører torsdag aften flere vidner.
Den forurettede er blevet kørt til hospitalet i Hillerød.
- Han har nogle snitsår, som godt kunne tyde på, at han er blevet ramt af en økse eller en kniv. Hvor alvorligt det er, er vi ikke klar over, men han er uden for livsfare, siger vagtchefen.
Søren Bjørnestad fortæller, at den forurettede "selvfølgelig er chokeret over det, der er sket" og var ved bevidsthed, da politiet kort snakkede med ham.
I den forbindelse havde han ikke noget til sagen, der kunne give politiet en opfattelse af, hvad der er sket, og hvorfor det er sket.
- Det er ikke vores mistanke, at det er banderelateret. Det virker som noget meget lokalt, siger vagtchefen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned