21-årig mistænkes for 24 tilfælde af bedrageri mod ældre
En 21-årig mand er blevet varetægtsfængslet for at være med til at bedrage ældre. Han nægter sig skyldig.
Retten i Aarhus har varetægtsfængslet en 21-årig mand i knap fire uger på en mistanke om, at han har været med til at svindle en række ældre borgere.
Det skriver Østjyllands Politi på det sociale medie X.
Manden mistænkes for 24 forhold af bedrageri, som tilsammen drejer sig om flere hundrede tusinde kroner, ifølge politikredsens døgnrapport.
Han blev anholdt af Østjyllands Politi på en adresse i Brabrand torsdag morgen.
Politiet mistænker, at den 21-årige mand har ringet til de ældre sammen med en medgerningsmand.
Ifølge døgnrapporten mistænker politiet, at de blandt andet udgav sig fra at komme fra Nets og lokkede borgerne til at sende penge til dem på MobilePay eller gennem bankoverførsler.
Bankoverførslerne kunne dreje sig om flere tusinde kroner, lyder det i døgnrapporten.
Den 21-årige mand nægtede sig skyldig ved fredagens grundlovsforhør. Han tog forbehold for at kære fængslingen til landsretten, skriver politiet på X.
Det fremgår ikke, hvem den mistænkte medgerningsmand er, eller om vedkommende allerede er sigtet af politiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde