21-årig nægter at have begået psykisk vold
Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen, arkivfoto
Den første retssag om psykisk vold på Lolland-Falster begyndte i retten tirsdag.
VESTLOLLAND Et halvt år efter, at en helt ny paragraf i straffeloven om psykisk vold trådte i kraft, kunne man i går for første gang i Retten i Nykøbing opleve en person tiltalt efter denne paragraf.
Det drejer sig om en 21-årig mand fra Vestlolland, der er tiltalt for psykisk vold mod sin jævnaldrende ekskæreste, fra loven trådte i kraft og et par måneder frem.
I hele Danmark er kun 16 sigtet efter den nye lov, og denne er blot den anden, der når frem til retssalen.
Han er tiltalt for at behandle hende groft nedværdigende og krænkende og for at fratage hende retten til selv at bestemme, hvem hun ville omgås.
Den 21-årige har nægtet sig skyldig i psykisk vold, men har dog erkendt at have slået hende både med flad hånd, knytnæveslag, med et bælte og med en kæp, men ikke i et omfang, som det er beskrevet i anklageskriftet.
Han nægter dog at have udsat hende for seksuelle krænkelser, trusler med en kniv, ulovlig tvang og frihedsberøvelse, som han også er tiltalt for.
Retssagen blev indledt i går, og der var opstillet grej til visitation af tilhørere i retten, som man gør det ved en bestemt kategori af retssager: De sager, hvor en tiltalt har banderelationer.
Læs også artiklen "Også tiltalt for natlig knivstikkeri" som handler om en anden sigtelse mod den 21-årige mand i onsdagens Folketidende.
Fremmødet var begrænset til et par tilhørere, der kunne høre den 21-åriges delvise erkendelse af striben af voldelige forhold.
Herefter blev et par vidner i form af en politimand og en ambulancefører afhørt i sagen.
Sagen fortsatte onsdag, hvor den forurettede kvinde skulle give forklaring som vidne i retten.
Det ønskede hun at afgive for lukkede døre, hvilket forurettede har krav på i sædelighedssager, hvis de ønsker det.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker