21-årig rasende efter afsløring: "Jeg slår jer ihjel"

Den unge mand blev opdaget midt i tyveriforsøget. Arkivfoto: Anders Knudsen

En 21-årig mand mislykkedes i sit forsøg på at stjæle en varebil, da vidner pludselig dukkede op. Det gjorde manden så vred, at han kvitterede med dødstrusler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Taget med fingrene i kagedåsen.

Den velkendte vending er i dén grad dækkende for, hvad en 21-årig mand fra Maribo var ude for i weekenden.

Det var nemlig ikke en dukkert i nattens måneskin, der havde lokket ham til Marielyst natten til søndag. Han var i stedet ude på at stjæle et køretøj.

Han havde knust en rude i en varebil. Men larmen fra tyveriforsøget havde støjet så meget, at flere personer var kommet til. Og den 21-årige brød sig på ingen måde om at blive forstyrret.

Han valgte at true de ankomne vidner med, at han ville slå dem ihjel.

Læs også: Natte-tyv anholdt på under to timer: Så tjekkede politiet 32-årigs lommer

Politiet ankom og kunne klokken 4.19 anholde manden, som i stedet for at køre væk i varevognen blev kørt væk i en patruljebil, efter han var blevet sigtet for hærværk, trusler og for forsøg på brugstyveri.

Efter endt afhøring på politistationen i Nykøbing blev han løsladt klokken 5.08, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.