211 taget i fartkontroller: En kørte 179 km/t
Arkivfoto: Rigspolitiet
.
Der blev taget masser af billeder, da politiets fotovogne i weekenden var rundt på de lokale veje for at se, om bilisterne overholdt fartgrænserne.
Der er fartbøder på vej til 211 bilister - og en del af dem kan se frem til endnu flere sanktioner.
Det er status efter weekendens fartkontroller med politiets fotovogne på Lolland og Falster.
Mere end halvdelen af fartsynderne blev taget i en fartkontrol på Sydmotorvejen ved Maribo fredag mellem klokken 16.04 og 22.04. Her blev 112 målt til at køre hurtigere end de maksimalt tilladte 110 kilometer i timen.
Tre af dem havde så meget fart på, at de udover fartbøden også står til et klip i kørekortet, mens en enkelt kan se frem til en betinget frakendelse. Sidstnævnte blev målt til ikke mindre end 179 kilometer i timen.
Derudover bød weekenden også på tre fartkontroller i og omkring Nykøbing.
Den første fandt sted på Vesterskovvej fredag fra klokken 17.19 til 23.00. Her blev 25 bilister blitzet for at overskride fartgrænsen på 50 kilometer i timen. Tre af dem kan se frem til et klip i kørekortet, og højest målte hastighed var 70 kilometer i timen.
Lørdag var fotovognen en tur på Guldborgvej fra klokken 17.15 til 23.00. Her blev 23 målt til at køre for stærkt på strækningen, hvor 60 kilometer i timen er højest tilladte hastighed. Fem af de 23 står til et klip i kørekortet. Højest målte hastighed var 94 kilometer i timen.
Søndag var fotovognen på Gaabensevej, hvor fartgrænsen også er 60 kilometer i timen. Det var der 51, der ikke overholdt, mens fotovognen var på stedet fra klokken 13.54 til 20.00. Her blev der uddelt to klip, og det ene gik til dagens hurtigste, som blev målt til at køre 91 kilometer i timen.
Derudover var der også to kontroller fredag på henholdsvis Rødbyvej i Nakskov og Græshavevej ved Søllested, men her holdt alle sig på den rigtige side af fartgrænsen, fremgår det af politiets døgnrapport.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie