22-årig fængsles i fire uger - sigtet for eksplosion i København
Politiets teknikere ses her på stedet på Frederiksborgvej i Københavns Nordvestkvarter, som blev udsat for en sprængning i begyndelsen af oktober. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Et cafélignende lokale blev udsat for en sprængning tidligere i oktober. En 22-årig mand er blevet anholdt.
Københavns Politi har anholdt en 22-årig mand, som sigtes for at "forvolde en sprængning" på Frederiksborgvej i Københavns Nordvestkvarter 5. oktober - altså for en uge siden.
Han har torsdag været fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg. Her har en dommer besluttet at varetægtsfængsle ham i foreløbig fire uger.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi på det sociale medie X - tidligere Twitter.
Det var et cafélignende lokale på Frederiksborgvej 34, der blev ramt. Ingen personer kom til skade.
Tidligere torsdag skrev politiet om anholdelsen i en pressemeddelelse.
- Vi har haft en omfattende efterforskning for at finde frem til, hvem der stod bag sprængningen, som heldigvis ikke forårsagede personskade, men som naturligt nok har rystet beboerne i området.
- Det førte i går til anholdelsen af den 22-årige, som vi mistænker for sprængningen, sagde leder af Afdeling for Organiseret Kriminalitet i Københavns Politi Knud Hvass i meddelelsen.
Den 22-årige er registreret medlem af en af to grupperinger, som er i konflikt med hinanden i hovedstadsområdet.
Det er dog for tidligt at sige, om sprængningen havde forbindelse til den igangværende konflikt, lød det fra Knud Hvass.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker