22-årig mand dræbt af stik i det centrale Herning
Opgør i narkomiljøet i Herning er formentlig årsag til, at 22-årig blev stukket ned og døde, mener politiet.
En 22-årig mand har mistet livet, efter at han natten til torsdag blev stukket ned i Herning.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden slog selv alarm til politiet, men hans liv stod ikke til at redde.
Det er formentlig et opgør om narkotika, der ligger bag den fatale hændelse, vurderer politiet.
- Alt tyder foreløbigt på, at der er tale om et internt opgør i en gruppe med relation til narkomiljøet i Herning, udtaler vicepolitiinspektør Kristian Larsen, der er stationsleder for lokalpolitiet i Herning, i pressemeddelelsen.
Den 22-årige ringede 112 omkring klokken 03.00 natten til torsdag. Han fortalte, at han var blevet stukket i brystet.
Overfaldet skete i området ved Smedegade og Grønnegade. Gaderne ligger i den centrale del af Herning.
Midt- og Vestjyllands Politi ønsker ikke at komme med yderligere oplysninger om sagen, lyder det kort efter klokken 10.30. Årsagen er hensynet til efterforskningen.
Siden de tidlige morgentimer har politiet været til stede i Hernings centrum, hvor der har været afspærret forskellige steder.
Blandt andet har politiet spærret af ved og omkring Smedegade i bymidten. Her ligger en busterminal.
Samtidig blev togdriften gennem Herning indstillet midlertidigt.
Det har blandt andet betydet forstyrrelser i morgentrafikken for både bilister, busser og togtrafik.
Kort før klokken 11.00 er der dog givet grønt lys til togene på strækningen igen, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
I løbet af morgenen har politiet kun oplyst, at der var tale om efterforskning af et "mistænkeligt forhold". Først i løbet af formiddagen kom meldingen om det dødelige overfald.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker