23-årig fængslet for brandbare væsker under rockers bil
Politiet har anholdt en ung mand i sagen om en genstand med brandbare væsker under en rockers bil. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Natten til lørdag anholdt politiet en mand, som sigtes for et drabsforsøg i januar i Gladsaxe.
En mistænkelig genstand med brandbare væsker blev 16. januar fundet under en rockers bil, der holdt parkeret på Gyngemose Parkvej i Mørkhøj i Gladsaxe.
Lørdag er der kommet skred i sagen, for Københavns Vestegns Politi oplyser, en 23-årig mand natten til lørdag blev anholdt i København. Han sigtes for drabsforsøg og blev ved et retsmøde lørdag varetægtsfængslet i foreløbigt 27 dage.
Politiet har udsendt en pressemeddelelse om sagen, men det fremgår ikke, hvordan manden forholder sig til den alvorlige sigtelse.
Politiet oplyser, at retsmødet blev holdt for lukkede døre, og derfor kommenterer politiet ikke yderligere på sagen på nuværende tidspunkt.
Da fundet blev gjort i januar, medførte det en stor politiaktion på Gyngemose Parkvej.
Forsvarets sprængningseksperter kunne nemlig ikke udelukke, at der var tale om sprængstof. Et større område blev afspærret, og flere hundrede beboere evakueret til genstanden var uskadeliggjort nogle timer efter.
Sprængstofkyndige har siden klarlagt, at genstanden indeholdt brandbare væsker og kunne udvikle ild øjeblikkeligt med potentiale til at skade en person alvorligt.
Episoden med de brandbare væsker blev beskrevet i politiets afgørelse om et opholdsforbud i bandidosklubhuset på Brøndbytoften i Brøndby.
Klubhuset blev sammen med en række andre tilholdssteder for Bandidos på Sjælland og i Randers lukket i slutningen af januar.
Begrundelsen var en konflikt mellem Bandidos og banden NNV. En strid, som foreløbig kulminerede 2. januar, da 38-årige Cem Kaplan fra NNV blev skudt og dræbt i Hillerød.
Politiets afgørelse om opholdsforbuddet, som Ritzau fik aktindsigt i, bekræftede oplysninger om sagen fra Gyngemose Parkvej.
- En person, der vurderes at være medlem af konfliktens ene part, fandt under sit køretøj en bombelignende genstand, skrev politiet.
Ekstra Bladet havde forinden erfaret, at det var en veteran fra rockergruppen Bandidos, som fandt genstanden under sin BMW.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde