23-årig igen tiltalt for vold og vidnetrusler

Voldsepisoden fandt sted i Klostergade i Nakskov i december måned. Foto: Jan Knudsen/arkiv

Ung mand har ikke lært så meget af tidligere dom for afpresning.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV En 23-årig mand fra Nakskov skal i næste uge i Retten i Nykøbing i en domsmandssag, hvor han står tiltalt for vold og vidnetrusler.

Sagen viser, at den 23-årige ikke har lært så meget af, at han for blot lidt mere end et år siden blev idømt otte måneders ubetinget fængsel for afpresning og dengang også for vidnetrusler.

Den 23-årige var en del af den gruppering, der det meste af 2017 skabte ret stor utryghed i Nakskov by med en adfærd, der var præget af vold og trusler.

Da flere - blandt andre den 23-årige - fik domme af betydelig varighed, blev der mere ro i Nakskov by, men tilsyneladende har den 23-årige ikke lært så meget af den tidligere dom.

I hvert fald er der nu rejst tiltalte for vold mod en 17-årig dreng i Klostergade i Nakskov en nat i december.

Den 23-årige var med god grund blevet sur på den 17-årige, der kastede en orange afmærkningskegle på bagruden af tiltaltes bil.

Den 17-årige fik tildelt flere knytnæveslag i ansigtet ved det natlige møde klokken et om natten.

Lige efter knytnæveslagene gik den 23-årige helt tæt hen til den 17-årige og fortalte ham, at han ikke skulle anmelde overfaldet til politiet, men sige, at han var faldet og havde slået hovedet ind i ruden på en bil eller lignende. Det er vidnetrusler, som hvis man dømmes for dem, bliver takseret til 60 dages fængsel.

I december 2017 blev den 23-årige også dømt for vidnetrusler. Dengang blev han også dømt for afpresning ved at presse en 58-årig kontanthjælpsmodtager med alkoholproblemer til at betale flere dummebøder med firecifrede beløb.