23-årig kører ind i gruppe af mennesker foran nordjysk bar
Uenighed mellem to grupper på beværtning i Svenstrup fik tilsyneladende mand til at bruge sin bil som våben.
En mand på 58 og en kvinde på 46 år er natten til søndag blevet indlagt på Aalborg Universitetshospital med kvæstelser.
De var først på natten del af en gruppe på fire personer, der blev ramt af en bil foran restaurationen Murerens Bar i Svenstrup syd for Aalborg.
Det oplyser Nordjyllands Politi.
Politiet mener, at bilens fører bevidst ramte gruppen af personer, efter at der kort forinden havde været uenigheder mellem dem indenfor på baren.
- Denne uenighed fortsatte ude på gaden og endte med, at en 23-årig mand kørte en personbil ind i en gruppe på fire personer, skriver vagtchef Bruno Brix fra Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Føreren af bilen kørte efter påkørslen fra stedet, men blev senere standset i Svenstrup af politiet og anholdt sammen med tre passagerer i bilen.
- Han er sigtet for færdselsuheld med flugt, spirituskørsel og forsætlig påkørsel, oplyser politiet.
Det er endnu uvist, om de tre passagerer var en del af uenighederne inde på baren.
Den 58-årige mand og den 46-årige kvinde, der kom til skade ved påkørslen, har ingen livstruende skader.
De to andre personer i gruppen slap fra bataljen uden kvæstelser.
Politiet er tidligt søndag fortsat i gang med afhøringen af de implicerede, og i løbet af formiddagen bliver det besluttet, om der skal ske fremstillinger i grundlovsforhør.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker