24-årig mand stukket med kniv på café i gågaden i Aalborg
Politiet leder efter tre-fire mørkklædte personer, der flygtede i ukendt retning væk fra gerningsstedet.
En 24-årig mand blev torsdag eftermiddag stukket med kniv ved en café i Adelgade i det centrale Aalborg.
Manden blev kørt på hospitalet og er uden for livsfare.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge politikommissær Mikkel Brügmann var det en uoverensstemmelse mellem en gruppe personer, der førte til knivstikkeriet.
- Vi har nu et stort undersøgelsesarbejde foran os med at få opklaret, hvad der er sket før, under og efter knivstikkeriet. Mens det arbejde pågår, kan vi ikke udtale os om motiv eller mistænkte.
- Der er dog noget, som tyder på, at der er tale om en intern uoverensstemmelse mellem personer, der kender hinanden i forvejen, lyder det fra politikommissæren.
Der er ingen anholdte i sagen. Politiet vil først kunne udtale sig om sagen fredag, lyder det.
- Men jeg kan slå fast, at vi efterforsker intenst i sagen natten igennem. Selv om der ikke er noget, der tyder på, at borgerne skal være utrygge, så er knivstikkeri i det offentlige rum helt uacceptabelt. Derfor efterforsker vi naturligvis massivt, så vi kan få stillet den eller de ansvarlige til regnskab, siger Mikkel Brügmann.
Politiet leder efter tre-fire personer i mørkt tøj, der løb fra gerningsstedet i ukendt retning.
Med det sparsomme signalement håber politiet, at eventuelle vidner vil henvende sig og komme med flere oplysninger.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned