24-årig varetægtsfængslet efter biljagt

Den 24-årige mand, der efter en længere biljagt blev anholdt fredag morgen, er i et grundlovsforhør i retten i Næstved blevet varetægtsfængslet frem til den 16. august.

Den 24-årige er sigtet for flere overtrædelser af straffeloven. Blandt andet for røveri, vold mod tjenestemand og grov vold, for at forvolde fare for andre, for indbrud og for brugstyveri af den bil, han brugte efter røveriet. Han blev ifølge politiet derfor fængslet af hensyn til gentagelsesrisikoen.

Den 24-årige blev anholdt fredag efter en længere biljagt, som først sluttede i Nykøbing. Her blev han sigtet for et  indbrud, der var begået nogle timer forinden i guldsmedeforretningen Focus i Haslev. Her havde tyven havde smadret en rude og stjålet en håndfuld forskellige ure og smykker.

En politibil så flugtbilen på Sydmotorvejen, hvor den var på vej sydpå, men ved afkørslen ved Nørre Alslev bakkede Volvoen ind i politibilen, som dermed blev sat ud af spillet. En anden politibil var lige i hælene på tyven og kunne optage forfølgelsen. På Hans Ditlevsensvej i Nykøbing smed den 24-årige bilen fra sig og stak i løb – men skarpt forfulgt af en politihund. Han opgav derfor flugten på Gartnervej, hvor han altså blev anholdt og sigtet for indbruddet.

Foto: Polfoto

Offentliggjort Sidst opdateret