25-årig anholdt for drabsforsøg på bofælle

Politiet i Nykøbing har mandag ved 14-tiden anholdt en 25-årig mand fra Nykøbing og sigtet ham for at forsøge at dræbe sin 21-årige bofælle.

Ifølge anmeldelsen forsøgte den 25-årige ved midnatstid natten til mandag at stikke bofællen ned med en kniv. Motivet til drabsforsøget er endnu ukendt, da politiet mandag efrtermiddag fortsat var i gang med afhøringer af de to.

Den 21-årige mand slap fra overfaldet med overfladiske skrammer, oplyser Steen von Würden fra lokalpolitiet i Nykøbing. Forbrydelsen blev af ikke helt klarlagte årsager først anmeldt ved middagstid mandag. Offeret mistede i forbindelse med overfaldet sin mobiltelefon og søgte derefter tilflugt på en ikke nærmere angivet adresse.

Der foreligger heller ikke oplysninger om, præcis hvor i Nykøbing episoden udspillede sig. Den sigtede skønnes af politiet til at være psykisk uligevægtig.

Den 25-årige er som nævnt sigtet for forsøg på manddrab, subsidiært grov vold. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing tirsdag formiddag.

En mand fra Nykøbing er mandag eftermiddag blevet anholdt og sigtet for at forsøge at stikke sin 21-årige bofælle ihjel.

Offentliggjort Sidst opdateret