25-årige Henrik Terkelsen fra Slagelse blev i går idømt fængsel i et år og tre måneder for røveri begået mod Complet Kiosk på Axeltorv i Nakskov. Med i dommen var inkluderet tyveri fra Nakskov Sejlklub. Anklageren ønskede halvandet års fængsel, men dommen blev lidt mildere, fordi Henrik Terkelsen var blevet truet.
Røveriet fandt sted 8. december sidste år, hvor Henrik Terkelsen følte sig truet til at begå røveri for at skaffe penge til betaling for hash, amfetamin, mobiltelefon og andet til en værdi af 5.000 kroner, som han havde købt af en narkohandler fra Nakskov.
Henrik Terkelsen, der i efteråret var blevet løsladt efter en tidligere dom for røveri, boede på Saxenhøj i Sakskøbing. Her blev han omkring 1. december opsøgt af narkohandleren med følge.
Da Henrik Terkelsen ikke var i stand til at betale, blev han slået og truet med, at der kunne ske alt muligt, forklarede han i retten.
Så da han en uges tid senere blev opsøgt af to personer med relation til narkohandleren med besked om, at pengene skulle skaffes, følte han sig tvunget med på en køretur på Nakskov, hvor han skulle begå et røveri. Til formålet medbragte han en køkkenkniv.
Efter et besøg hos narkohandleren fortsatte turen med håndlangere. Noget tilfældigt gik det ud over Complet Kiosk og den unge pige, der var på arbejde om eftermiddagen.
I kiosken lagde Henrik Terkelsen kniven på disken og sagde, han havde problemer, og at det var nødvendigt, at han fik penge. Den unge pige tog i alt 3.500 kroner og gav ham.
Udbyttet blev inddraget af de to mænd i bilen, som stak 200 kroner til Henrik Terkelsen.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker