25-årig fængsles i sag om påkørsel og knivstikkeri
Retten ved Frederiksberg besluttede fredag at varetægtsfængsle en 25-årig i forbindelse med en påkørsel og efterfølgende knivstikkeri ved et lyskryds i Københavns Nordvestkvarter i april. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En femte mand er fredag blevet varetægtsfængslet som mulig medgerningsmand i en sag om påkørsel og grov vold.
Endnu en mand er fængslet i sagen om bevidst påkørsel og voldsomt overfald i Københavns nordvestkvarter.
Fredag besluttede Retten på Frederiksberg at varetægtsfængsle en 25-årig mand, der ifølge politiet kan være medgerningsmand til det overfald og knivstikkeri, der fandt sted i et lyskryds sent om aftenen lørdag den 12. april.
Manden er sigtet for grov vold, på linje med fire andre, der er mistænkt for bevidst at have påkørt en bil og derefter overfaldet en af bilens passagerer.
Den 25-årige blev anholdt af politiet torsdag klokken 11.20 og er blevet varetægtsfængslet frem til den 3. juni.
Han ønskede i retten ikke at forholde sig til sigtelsen.
Tre af de fire andre mænd, der er sigtet i sagen, nægter sig skyldige, da de blev fremstillet i grundlovsforhør i april, mens den fjerde ikke var klar til at tage stilling.
Episoden fandt sted i lyskrydset mellem Frederikssundsvej og Bellahøjvej, hvor manden i forening med de fire andre mænd bevidst påkørte en anden bil, hvori offeret sad.
Ifølge anklageskriftet løb de efter og indhentede den forurettede, hvor de overfaldt ham og påførte ham flere slag, spark og stak ham med kniv.
Københavns Politi udelukker ikke, at der fortsat kan være flere medgerningsmænd på fri fod, men vil ikke udtale sig yderligere om sagen på nuværende tidspunkt.
De fire andre mænd er mellem 21 og 28 år gamle.
/ritzau/
Seneste artikler
NFH storsejrede trods skadesdrama
Slidt og gammel arena skal have en overhaling
Jagter unge troldmænd til helt særlig forestilling
Butikstyv med speciel taske dømt
Kommunen kræver bedre spildevandsrensning: Nu nægter borgere at rette ind
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned