25-årig ringer til advokat: Jeg har dræbt min kæreste
Den 33-årige kvinde, der lørdag formiddag blev fundet død i sin lejlighed i Badstuestræde i Svendborg, var blevet dræbt af flere knivstik.
Hendes 25-årige kæreste, der er anholdt for mordet, fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg søndag omkring klokken 10. Det oplyser vicepolitiinspektør Henrik Justesen.
- Jeg kan sige, at der var tale om flere knivstik. Den anholdte skal fremstilles senest klokken 10:45, så vi regner med, at det bliver cirka ved 10-tiden, siger Henrik Justesen til Ritzau.
Ifølge loven skal anholdte personer fremstilles i grundlovsforhør senest et døgn efter anholdelsen, hvis fængslingen skal fortsætte.
På sociale medier har der været oplysninger fremme om, at den dræbte var gravid i 12 uge med den 25-åriges barn, men disse oplysninger vil politiet ikke kommentere.
- Vi har set, at det er skrevet på Facebook, men det vil vi først kommentere efter obduktionen, når vi har resultatet på tirsdag, siger Henrik Justesen, der ikke kan oplyse noget om motivet.
Den 25-årige er i forvejen kendt af politiet, men ikke for personfarlig kriminalitet. Fra fortiden tyder det på, at hans synderegister rummer noget narkokriminalitet.
- Det vil alt sammen blive rullet ud ved grundlovsforhøret søndag, siger Henrik Justesen.
Den 25-årige ringede til sin advokat og fortalte, at han har dræbt sin 33-årige kæreste med en kniv. Advokaten ringede derefter til politiet, som kørte ud til lejligheden, hvor betjentene fandt kvinden liggende død i sengen.
Desuden var hendes femårige søn og syvårige datter til stede i lejligheden. Dem havde den 25-årige efterladt med deres døde mor, mens han pakkede en kuffert og gik ned på gaden for at vente på, at politiet skulle dukke op.
Børnene blev overgivet til Svendborg Kommune, der ifølge politiet har fået kontakt med børnenes biologiske far og overdraget dem til ham.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker