25 fodboldfans sigtet efter masseslagsmål på bar i Herning
Politiet har efterforsket hændelsen i over et halvt år, men forløbet nærmer sig sin afslutning. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det store slagsmål mellem tilhængere af AaB og FC Midtjylland fandt sted 3. august, men først sigtes fansene.
25 personer med tilknytning til superligaklubben AaB er blevet sigtet efter et masseslagsmål i Herning for seks måneder siden.
Det skriver TV Midtvest.
Slagsmålet fandt sted på værtshuset Don Quijote i Herning 3. august sidste år.
Lige siden det store slagsmål har politiet efterforsket hændelsen, og nu et halvt års tid senere har man fået overblik over situationen.
- Vi har set på en del overvågningsvideo, og det er tydeligt, at det er dem, der kommer ud af bussen, der er den aggressive part i konflikten, og det er derfor, at det er dem, som vi nu forsøger at få tiltalt og retsforfulgt, siger politikommissær i Herning Lars Boe Larsen til TV Midtvest.
Optøjerne var et møde mellem tilhængere af AaB og FC Midtjylland efter en fodboldkamp mellem de to klubber.
De 25 fodboldtilhængere er sigtet for deltagelse i slagsmål eller anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted.
Det skal herfra undersøges nærmere, om de har handlet efter aftale eller flere i forening. Strafferammen kan være op til seks måneders fængsel, lyder det.
Politiet forventer at sigte yderligere et par fodboldfans fra slagsmålet.
Herefter vil sagen overdrages til anklagemyndigheden, der skal vurdere, hvorvidt der skal rejses tiltale eller ej.
Efter superligakampen var en flok AaB-fans på vej tilbage til det nordjyske i en bus. Bussen vendte dog om for at køre ind til Herning midtby.
Da fanbussen ankom til værtshuset, opstod konfrontationen mellem de to fangrupperinger.
Midt- og Vestjyllands Politi oplyste i august til TV Midtvest, at buschaufføren blev lokket til at køre hen til værtshuset af en AaB-tilhænger, der påstod, at de havde glemt en ven i Herning.
Om det præcis var det, der skete, er endnu ikke fastlagt, oplyser politikommissær Lars Boe Larsen til mediet.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker