26-årig fængslet for voldtægt af 60-årig i Brønderslev
Tirsdag blev en 26-årig mand i et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring varetægtsfængslet i fire uger. Manden er sigtet for at have voldtaget en 60-årig kvinde i Brønderslev i slutningen af august. Han nægter sig skyldig. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mandag efterlyste politiet i Nordjylland videoer af en voldtægtsmistænkt, som efterfølgende blev anholdt.
Sent mandag aften blev en 26-årig mand anholdt og sigtet for voldtægt af en 60-årig kvinde i Brønderslev, som fandt sted 29. august.
Anholdelsen skete klokken 23.05 efter en stribe henvendelser fra borgere, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden blev tirsdag eftermiddag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring. Her fandt dommeren mistanken mod ham så velbegrundet, at han skal sidde varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.
Han nægter sig skyldig, men kærede ikke afgørelsen til Vestre Landsret, oplyser anklager Eva Madsen.
Den 26-årige blev anholdt i Brønderslev midtby. Tidligere mandag havde politiet efterlyst ham. Blandt andet blev der udsendt to sekvenser fra overvågningsvideoer.
På videoerne kan man se en mand køre på en cykel.
I en af videoerne cykler han på et fortov på Algade i Brønderslev, mens han på den anden kan ses køre ind i kameraets vinkel for derefter at cykle rundt i en bue og køre tilbage ad samme vej, som han kom fra.
Flere borgere i området mente at kunne genkende manden ud fra det offentliggjorte signalement. Faktisk fik politiet så mange henvendelser, at man endnu ikke har fået fulgt op på dem alle. Det vil ske i de kommende dage.
- Vi vil gerne takke for de mange borgerhenvendelser, der har gjort, at vi mandag kunne skride til anholdelse i sagen, udtaler Carsten Straszek, der er efterforskningsleder og politikommissær ved Nordjyllands Politi, i pressemeddelelsen.
Det viste sig videre, at den mistænkte har haft en "utryghedsskabende adfærd" over for flere borgere i den centrale del af Brønderslev.
Voldtægten, som den 26-årige er sigtet for, skete omkring klokken 01.00, da en 60-årig kvinde kom gående ad Algade på vej til sit hjem.
Hun blev overfaldet bagfra og fastholdt af gerningsmanden, der holdt om kvindens mund. Han trak hende ind i en have og gennemførte en fuldbyrdet voldtægt, skrev politiet i en pressemeddelelse mandag.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned