26-årig kvinde undgår ekstra hård straf for corona-demo
For første gang har byret afvist at tage paragraf 81d i brug i dom for lovbrud ved Men In Black-demonstration.
En 26-årig kvinde blev mødt med jubelråb, klapsalver og høj musik, da hun tirsdag eftermiddag kunne åbne døren i Københavns Byret og træde ud i friheden.
Inde i retsbygningen blev hun få minutter forinden idømt seks måneders fængsel for blandt andet at have kastet to tomme øldåser mod betjente ved en demonstration i januar.
Men hun undgik at få fordoblet straffen, da retten valgte at afvise anklagemyndighedens påstand om at dømme kvinden efter den særlige coronaparagraf 81d.
Det er første gang ved en retssag i kølvandet på urolighederne ved demonstrationen 9. januar, at byretten har taget den beslutning.
I de otte sager, der hidtil har været for retten, er alle otte personer blevet dømt efter paragraffen og har fået forhøjet straffen.
Men i sidste uge kom den første af disse otte sager for Østre Landsret, og heller ikke her mente dommerne, at coronaparagraffen skulle tages i brug. Her fik en 24-årig mand vekslet en straf på 15 måneders fængsel til 10 måneder.
Paragraffen blev indført sidste år og dækker over tilfælde, hvor "lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark".
Men det kan demonstrationen i begyndelsen af året altså ikke siges at have, mente retten tirsdag.
- Det, der er sket her, er en demo imod epidemilovgivning og regeringens håndtering af covid-19. Men det er ikke anderledes end det, der kan ske til enhver anden demo. Derfor har det ikke som sådan sammenhæng med 81d, sagde dommer Charlotte Meincke ved domsafsigelsen.
- Men det er klart, at man ikke må smide ting på politiet, sagde hun videre til den 26-årige kvinde, der var tydeligt lettet over dommen.
Kvinden har siddet varetægtsfængslet siden 11. februar. Hun blev med dommen løsladt og vil først senere blive indkaldt til afsoning.
Hun modtog straks dommen. Det er uvist, om anklagemyndigheden vil anke den. Her gik man efter en dom på to år og seks måneders fængsel.
Ved urolighederne i januar blev der kastet med fyrværkeri, kanonslag, dåser, sten, fakler, cykler og flasker. 16 betjente blev ramt af genstande.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker