26-årig mand blev overfaldet med kniv i lejlighed i Næstved

En mand og en kvinde er anholdt og sigtet for forsøg på manddrab efter knivoverfald i Næstved torsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 26-årig mand blev torsdag aften overfaldet og stukket med kniv flere gange i en lejlighed i Næstved. Han blev derefter overført til Rigshospitalet.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters politi i sin døgnrapport fredag.

Politiets efterforskning førte til, at en 25-årig kvinde og en 27-årig mand blev anholdt og sigtet for forsøg på manddrab natten til fredag. De fremstilles i grundlovsforhør fredag eftermiddag ved Retten i Næstved.

Den 26-årig mand blev senere meldt uden for livsfare.

Anklagemyndigheden vil under grundlovsforhøret anmode om lukkede døre. Derfor har politiet ikke flere oplysninger i sagen.

/ritzau/