26-årig mistænkes for omfattende dopingsalg i Østjylland
Politiet får fængslet en ung mand for salg af 75.000 enheder doping i Østjylland. Han har kæret fængslingen.
En 26-årig mand fra Østjylland er blevet anholdt i forbindelse med en politiaktion og sigtet for at sælge 75.000 enheder doping. Østjyllands Politi fik onsdag i et grundlovsforhør manden varetægtsfængslet.
Den unge mand er sigtet efter paragraf 191a, som trådte i kraft 1. januar i år, og hvorefter salg af doping kan straffes med fængsel i seks år.
- Det er første gang, at vi bruger den paragraf, og det er vi glade for, da det styrker vores efterforskning, fordi der er en højere strafferamme, siger vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard, Østjyllands Politi, til Ritzau.
- Det sender et signal til dem, der gør sig i doping, at det faktisk giver en alvorlig straf, siger han.
En doping-enhed kan være en pille eller en dosis flydende væske af et vækstfremmende hormon, for eksempel steroider.
Det var længere tids efterforskning, som førte politiet på sporet af den 26-årige mand.
Da han onsdag blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, fandt dommeren politiets mistanke mod ham så velbegrundet, at han blev varetægtsfængslet i fire uger.
Den afgørelse kærede manden imidlertid til Vestre Landsret.
Anklagemyndigheden har af hensyn til efterforskningen anmodet om lukkede døre, så politiet har ikke flere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde