26-årig risikerer fængsel for forsøg på mordbrand i Grenaa
En 26-årig mand er blevet tiltalt for at have forsøgt at dræbe en 19-årig ved en brand. Sagen skal køre som en nævningesag ved Retten i Randers. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
En 26-årig mand startede ifølge Østjyllands Politi en brand i Grenaa i marts. En 19-årig kom slemt til skade.
En 26-årig mand er blevet tiltalt for et forsøg på en mordbrand på Campus Djursland i Grenaa i marts.
Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.
Det har tidligere været fremme, at politiet mener, at det planlagte offer var en 19-årig mand, som var beboer på Campus Djursland.
I anklageskriftet er det beskrevet, at den forurettede opholdt sig på et badeværelse i en lejlighed.
Vedkommende blev ifølge anklageskriftet forbrændt flere steder på kroppen, og drabsforsøget mislykkedes kun, fordi det lykkedes manden at stikke af fra lejligheden.
Sagen er blevet rejst som en nævningesag af anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi. Dermed risikerer den 26-årige mindst fire års fængsel.
Er retten uenig i, at branden var et drabsforsøg, har anklagemyndigheden subsidiært rejst tiltale efter straffelovens paragraf 180.
Den betegnes som den alvorligste paragraf i straffeloven om brandstiftelse.
Ud over branden skal den 26-årige også have forsøgt at stikke en kvinde i halsen med en saks samme aften. Det mislykkedes.
I anklageskriftet kan man også læse, at anklagemyndigheden mener, at forbrydelserne helt eller delvist har baggrund i andres etnicitet, tro, handicap, seksuelle orientering eller lignende.
Det skal ifølge anklagemyndigheden betyde en skærpelse af en eventuel straf.
Den 26-årige blev varetægtsfængslet i sagen 16. marts. Her erkendte han vold mod beboeren i lejligheden. Men han nægtede sig skyldig i sigtelsen for drabsforsøg og ildspåsættelse.
Østjyllands Politi oplyste umiddelbart efter branden, at den 19-årige blev fløjet til Rigshospitalet med alvorlige skader. Han blev dagen efter meldt uden for livsfare.
Sagen skal føres ved Retten i Randers. Det vides ikke hvornår.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker