260 motorcyklister er fanget i politiets nye fotofælder
Tidligere kunne politiets fotovogne ikke fange motorcyklister, som kørte for stærkt. Vognene fotograferede køretøjer, som kørte i retning mod vognen, og motorcykler bærer nummerpladerne bagpå. Men nye vogne har i 2023 fanget 260 motorcyklister i for høj fart. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Tidligere kunne motorcyklister se stort på risikoen for at blive blitzet. Men ny teknologi fanger flere.
I årevis har motorcyklister kunnet se stort på risikoen for at blive taget for en fartforseelse af politiets fotovogne. De såkaldte ATK-vogne har nemlig ikke været i stand til at fotografere motorcyklernes nummerplade, som sidder bag på køretøjet.
Men siden årsskiftet har politiet haft vogne med nyt og bedre udstyr. Det har i årets løb resulteret i 260 sigtelser til motorcyklister på landsplan, oplyser politiet torsdag i en pressemeddelelse.
Antallet af bøder til motorcyklister er imidlertid forsvindende lille, når man sammenligner med det totale antal fartbøder.
En af de første kredse, som tog de nye vogne i brug, er Midt- og Vestsjællands Politi. I årets løb er 14 motorcyklister blevet blitzet i politikredsen, hvor vicepolitiinspektør Mads Haugaard gør tjeneste i færdselsafdelingen.
- De nye køretøjer har vist sig som et effektivt værktøj, der har givet os markant bedre muligheder for at give bøder til de motorcyklister, der overtræder fartgrænserne. Det er med til at øge trafiksikkerheden på vejene, siger han i en pressemeddelelse.
Flest tohjulede fartsyndere er der blevet registreret i Nordsjællands Politi, hvor ATK-vognene indtil nu har fanget 34 motorcyklister med for meget benzin i blodet.
Færrest er der fanget på Bornholm. Her er tallet 0.
Selv om antallet af automatiske fartbøder givet til motorcyklister er for opadgående, så er det dog forsvindende småt, når man ser på det store billede.
Hvert år udskrives der i omegnen af en halv million fartbøder i Danmark. De fleste af dem stammer fra den automatiske trafik kontrol (ATK).
Ifølge Bilbasen blev der i 2020 oprettet 447.806 bødesager på baggrund af optagelser fra fotovognene og de såkaldte stærekasser.
Ifølge Motorstyrelsen er der 166.000 motorcykler i Danmark. Til sammenligning er der 2,8 millioner personbiler.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker