27 knivstik: Hårtot-efterlysning uden resultat
En efterlysning med navn og billede af den 45-årige Johnny Kurt Wettergren gav intet resultat i forbindelse med efterforskningen af et groft knivstikkeri på en café på Nørrebro i København.
Selvom Københavns Politi har fået en række henvendelser, har ingen af dem givet pote i form af en anholdelse af den 45-årige, der er sigtet for at deltage i drabsforsøget på en 31-årig herboende syrisk mand på Café Runddelen tidligt om morgenen 17. marts.
- Vi har fået omkring 15 henvendelser, men det har ikke givet noget. Så vi søger videre og opfordrer ham selvfølgelig til at melde sig, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen til Ritzau.
Offeret blev tildelt i alt 27 knivstik på kroppen og hovedet på caféens toilet.
En dommer ophævede navneforbuddet for den 45-årige mand fredag, og på den baggrund offentliggjorde Københavns Politi fotos af den efterlyste Johnny Kurt Wettergren.
Den efterlyste er 175 centimeter høj og almindelig af bygning. Han er skaldet bortset fra en karakteristisk hårtot øverst på hovedet.
Nu håber politiet at få yderligere hjælp fra offentligheden til at finde den 45-årige - med eller uden hårtot, lyder det fra politikommissær Steffen Th. Steffensen.
Tre mænd er allerede blevet varetægtsfængslet i sagen, herunder et medlem af Hells Angels.
De to andre er med i støttegruppen AK81. En af dem skal ifølge politiet have sørget for at holde døren til toilettet lukket under den farlige vold.
Men den 45-årige Wettergren burde også være frihedsberøvet, for Østre Landsret har bestemt, at han skal være fængslet.
Politiet mener, at hans rolle bestod i at slukke for videoovervågningen på Café Runddelen forud for overfaldet.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker