Det bragte mindelser om Olsen Banden, da fire mænd i maj sidste år begik et ualmindeligt frækt og gennemtænkt kup mod Danske Banks afdeling på Nørre Voldgade i København.
Fredag den 28. maj brød de fire mænd om eftermiddagen ind et opholdsrum for bankens ansatte i kælderetagen. Herfra kunne de via en gang under banken spadsere hen til boksen.
Selve boksdøren var åben, men en gitterdør spærrede for adgangen. Gitterdøren var låst med en elektronisk lås, som de fire fik åbnet med et "særligt værktøj", som det hedder i anklageskriftet mod en 28-årig mand, som tirsdag står tiltalt for kuppet.
To af mændene gemte sig i boksen, mens de to andre låste gitterdøren efter dem og forvandt igen.
Ved lukketid fredag låste det intetanende personale boksen og tog hjem. Herefter havde de to mænd, der havde medbragt proviant til et par dage, hele weekenden til deres forehavende. De havde ifølge eb.dk desuden medbragt en sportstaske til at besørge i.
Med et specielt tilvirket koben gik de i gang med at bryde værdibokse op. I alt lykkedes det dem i løbet af weekenden at komme ind i 140 bokse.
Det nøjagtige udbytte er ikke gjort op. Men ifølge anklageskriftet mod den 28-årige tømte de værdiboksene for mindst 2,7 millioner danske kroner i forskellig valuta samt smykker for mindst 632.000 kroner.
Mandag morgen den 31. maj, da bankboksen var blevet åbnet af personalet, dukkede de to andre gerningsmænd op igen og låste gitterdøren op, hvorefter alle fire mænd løb tværs over Nørre Voldgade og forsvandt ind i Ørstedsparken.
Den 13. august blev den nu 28-årige mand efterlyst, og der blev udstedt en europæisk arrestordre på ham, og midt i september blev han anholdt i lufthavnen i Zürich. Ifølge tiltalen mod ham, var han den ene af de to, der tilbragte weekenden i bankboksen.
De øvrige tre deltagere i kuppet er endnu ikke anholdt.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker