29-årig fængslet for at voldtage 13-årig pige i bil
Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt en 29-årig mand, som sigtes for voldtægt af en 13-årig pige. Manden blev onsdag varetægtsfængslet. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En 13-årig pige blev ifølge en sigtelse voldtaget tirsdag aften ved Videbæk. 29-årig mistænkt er fængslet.
En 29-årig mand er blevet sigtet for at have voldtaget en 13-årig pige ved Videbæk tirsdag aften.
Manden blev onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Herning.
Her nægtede han sig skyldig, men dommeren valgte at varetægtsfængsle ham i foreløbigt fire uger.
- Han blev varetægtsfængslet til 21. august, siger anklager Iben Ernst Bøttker.
Retsmødet foregik for lukkede døre. Den 29-årige kom med en forklaring, men på grund af de lukkede døre holdes det hemmeligt, hvad han har fortalt.
Men det kom inden dørlukningen frem, at manden nægter sig skyldig.
Han sigtes for at have haft samleje med et barn under 15 år, mens han selv var fyldt 22 år. I de tilfælde betragtes samleje altid som voldtægt.
Voldtægten skal have fundet sted tirsdag aften ved Videbæk.
- Det er foregået i en bil, siger anklageren.
Den 29-årige har kæret kendelsen om fængsling. Det betyder, at Vestre Landsret skal vurdere, om der er grundlag for fængslingen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned