29-årig varetægtsfængsles for trafikdrab på fireårig
Onsdag er der blevet lagt blomster til minde om fireårig trafikdræbt pige på hjørnet af Holmbladsgade og Hessensgade på Amager. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
En 29-årig mand er onsdag blevet varetægtsfængslet. Ifølge politiet påkørte han en lille pige på Amager.
En 29-årig mand er blevet varetægtsfængslet for et trafikdrab på en fireårig pige på Amager i København tirsdag.
Det skriver B.T., som er til stede ved grundlovsforhøret.
Manden er blevet sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
- Jeg finder, der er en særlig bestyrket mistanke om, at du har påkørt pigen, der er blevet dræbt, lyder det ifølge TV2 fra dommeren, da den sigtede mand bliver varetægtsfængslet.
Ifølge B.T. er den 29-årige mand sigtet for ikke at have holdt tilbage for pigen og undladt at optræde hensynsfyldt og udvise agtpågivenhed.
Politiet skriver ifølge B.T. også i sigtelsen, at det mener, at manden var påvirket af THC, som er det aktive stof i Cannabis.
Den sigtede mand nægter sig skyldig, og han afviser, at han stak af fra ulykkesstedet, skriver TV2.
- Jeg havde ikke kørt videre, hvis jeg havde ramt sådan en lille pige, sagde den sigtede under grundlovsforhøret ifølge mediet.
Ulykken skete i krydset mellem Holmbladsgade og Hessensgade på Amager tirsdag eftermiddag omkring klokken 17.15 tirsdag.
Ifølge Ekstra Bladet blev pigen erklæret død under en time senere på Rigshospitalet.
Pigen var ude at gå med sin far, skriver mediet.
Retten valgte at nedlægge navneforbud i sagen, så det er strafbart at offentliggøre oplysninger, som kan identificere den afdøde pige.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker