29 skolebørn i busulykke

Foto: Anders Knudsen

Politi og tre ambulancer blev tilkaldt, da 29 skolebørn på vej hjem fra svømning fik en grim oplevelse på Nykøbingvej i Horreby. Heldigvis slap alle implicerede i ulykken med knubs og mindre skader.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag eftermiddag klokken 12.50 var en bus med 29 skolebørn stille og roligt på vej fra svømning i Nykøbing og til Møllebakkeskolen i Horreby. Men da bussen er på vej til at køre ind i Horreby fra Sdr. Kirkeby-siden, kører en 18-årig mandlig bilist på vej til Horreby fra Nørre Ørslev-siden pludselig ud foran bussen uden at holde sig bag hajtænderne. Bussen brager derfor med venstre side direkte ind i den unge bilist med bopæl i Horbelev.

- Vores datter flyver op gennem midtergangen, og det har sikkert virket voldsomt for alle, for der var ingen af børnene, der havde seler på, så de er jo fløjet rundt i bussen. Heldigvis var der ingen af børnene, der brækkede noget, men tre af dem blev kørt med ambulance til sygehuset i Nykøbing, fortæller Stine Ottosen, der er mor til en datter, der var med i bussen fuld af børn fra 4. klasse på Møllebakkeskolen.

Det skal her tilføjes, at skolebørnene på vej til svømning i Nykøbing kørte i en bus med seler, og på vej hjem fra svømning kørte i en ældre bus uden påmonterede seler.

- Vores datter var et af de børn, der blev kørt på sygehuset, og heldigvis slap hun med mindre knubs på hofte og lår og nogle skrammer i ansigtet, fortæller Stine Ottosen, der i øvrigt har stor ros til skoleleder Søren Mørck og lærere på Møllebakkeskolen for at have været meget opmærksomme omkring busulykken og resten af fredagen med løbende informationer og tilbud om hjælp.

- Der var selvfølgelig en sms-storm resten af fredagen blandt os forældre og børn på kryds og tværs, og mon ikke ulykken også bliver vendt med børnene i klassen på mandag, fortæller Stine Ottosen, der naturligvis er glad for, at busulykken ikke endte med større personskader, end tilfældet var.

Alle tre børn kom hjem fra sygehuset i løbet af fredagen.