30-årig er tiltalt efter fyrværkeriulykker med tre døde
Tre personer mistede sidste år livet i fyrværkeriulykker. En 30-årig mand er nu tiltalt for uagtsomt manddrab.
En 30-årig mand er blevet tiltalt i forbindelse med fyrværkeriulykkerne sidste år i Assens og Skjellerup. Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag.
- Det er anklagemyndighedens opfattelse, at der er grundlag for at rejse tiltale i denne tragiske sag, siger anklager fra Nordjyllands Politi Karina Skou i pressemeddelelsen.
Ulykkerne forårsagede tre personers død og sårede to andre alvorligt.
Den 30-årige mand er blandt andet blevet tiltalt for uagtsomt manddrab, fareforvoldelse samt overtrædelse af fyrværkerilovgivningen.
En anden mand på 25 år er blevet tiltalt i samme sag. Han er tiltalt for overtrædelse af fyrværkerilovgivningen i forbindelse med den ene ulykke i Assens.
Det var nytårsnat, at den 37-årige blikkenslager Bo Schmidt Andersen blev dræbt, da han affyrede en bombe i Assens nær Mariager.
I Skjellerup ved Hobro mistede 25-årige Mads Theilgaard Nielsen og 24-årige Mikkel Lau Nielsen begge livet under affyring af en bombe i et metalrør, mens to andre blev alvorligt kvæstede.
Politiet mente, at de farlige krysantemumbomber stammer fra den nu tiltalte mand, som blev anholdt kort efter ulykkerne.
Den 30-årige mand, der kommer fra Hobro-området, blev anholdt allerede 1. januar. Ved grundlovsforhøret 2. januar i Aalborg nægtede han sig skyldig. Han brast i gråd under afhøringen. Han var ven med en af de omkomne.
I retsmødet afviste han at have solgt det farlige fyrværkeri. Han nåede at sidde fængslet i omkring fire uger, inden han blev løsladt.
Knap et år senere er han nu blevet tiltalt. Sagen, der kommer til at foregå i Retten i Aalborg, er endnu ikke berammet.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet