30-årig somalier varetægtsfængslet for socialsvindel
En mand, der er sigtet for bedrageri mod Socialstyrelsen, skal mindst blive i fængslet nogle dage endnu.
En 30-årig somalier er blevet varetægtsfængslet i en sag om bedrageri mod Socialstyrelsen.
Det skriver Ekstra Bladet, der var til stede ved lørdagens grundlovsforhør i Københavns Byrets dommervagt.
Den sigtede mand blev efter en måned som eftersøgt anholdt i Københavns Lufthavn fredag.
Han er sammen med en anden 30-årig mand sigtet for at have fået udbetalt penge fra den såkaldte satspulje til sociale projekter, der aldrig er blevet ført ud i livet.
Der er i alt tale om 17 sigtelser, hvoraf den sigtede erkender sig skyldig i nogle af dem, men nægter resten.
Dommeren valgte af hensyn til den videre efterforskning og mulige medgerningsmænd på fri fod at føre retsmødet for lukkede døre.
Derfor er det ikke muligt at referere den sigtede mands version af sagen.
Den 30-årige er foreløbigt blevet varetægtsfængslet frem til 19. december.
Det passer med, at en anden 30-årig mand, der sidder fængslet i samme sag, foreløbig er blevet varetægtsfængslet indtil samme dato.
Deres fup skal være gået ud på, at de repræsenterede flere foreninger, som søgte om støtte til arbejde med blandt andre somaliske stof- og alkoholmisbrugere.
Socialstyrelsen anmeldte til politiet i oktober, at der er sket svig for flere millioner kroner.
Beløbet er nået op på 4,5 millioner kroner, og dertil kommer en stribe forsøg på at få fat i yderligere 9,5 millioner kroner, kom det frem i forbindelse med et retsmøde 22. november.
Sagen om de ikke-eksisterende sociale projekter har ingen sammenhæng med svindelsagen, hvor en tidligere medarbejder mistænkes for at have overført 111 millioner kroner fra Socialstyrelsen og satspuljen til egne konti.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned