30-årig sygeplejerske sigtes for et fjerde sygehusdrab
Sygehuset i Nykøbing Falster - scene for fire drab? Foto: Per Rasmussen/POLFOTO
Per Rasmussen/POLFOTO
Politiet udvider nu sigtelsen mod den sygeplejerske, som allerede er sigtet for tre drab og et drabsforsøg.
Sygeplejersken, der er sigtet for tre drab og et drabsforsøg på Nykøbing Falster Sygehus, sigtes nu for et fjerde drab.
Det oplyser advokaturchef hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Jeanette Wincentz Andersen, til Ekstra Bladet.
- Vi vil sigte hende for endnu et drab, siger hun til avisen.
Den 30-årige sygeplejerske har siddet varetægtsfængslet i sagen siden begyndelsen af marts. Hun har nægtet sig skyldig igennem hele forløbet.
Advokaturchefen oplyser, at det fjerde drab ikke skulle være begået samme nat, som de tre øvrige drab, som den 30-årige sygeplejerske er sigtet for.
- Vi holder kortene tæt til kroppen. Pressen kan høre nærmere om omstændighederne for det fjerde drab i forbindelse med et retsmøde tirsdag klokken 9.30, siger Jeanette Wincentz Andersen.
Den 30-årige kvinde blev anholdt af politiet 1. marts på baggrund af anmeldelser fra sygehuset.
Dagen efter blev hun fremstillet i et grundlovsforhør og sigtet for tre drab og et drabsforsøg.
De påståede forbrydelser skete i løbet af en enkelt vagt på sygehuset fra lørdag 28. februar klokken 19 til søndag morgen klokken syv.
Ud fra den oprindelige sigtelse fremgår det, at de tre drab skulle være sket ved, at patienterne blev givet et ukendt præparat intravenøst.
Det vides endnu ikke, hvordan det fjerde drab, hun nu bliver sigtet for, skulle være begået.
Inden anholdelsen skulle sygeplejersken i en Facebook-opdatering have beskrevet en vagt på sygehuset, hvor der havde været tre dødsfald.
- Så kom man endelig hjem efter den værste nattevagt nogensinde. Men tak for kampen, skrev hun blandt andet.
Retten har flere gange forlænget hendes varetægtsfængsling, og midt i juli gik hun frivilligt med til at få fængslingen forlænget.
Det skyldes ikke, at hun erkender sin skyld i sagen.
Det skyldes snarere, at det ikke ville have været besværet værd at tage endnu en tur til Retten i Nykøbing Falster for at protestere mod en forlængelse, da Østre Landsret kort inden havde taget stilling til, at varetægtsfængslingen var i orden.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker