31-årig mand nægter knivdrab på 30-årig familiefar
Efter at en 30-årig mand blev stukket ned med kniv torsdag aften i Randers, er Østjyllands Politi til stede i lokalområdet fredag. En 31-årig mand er fredag eftermiddag i grundlovsforhør for drabet. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Den 31-årige mand, som politiet mistænker for et knivdrab på et tilfældigt offer, nægter sig skyldig.
En 31-årig mand, som er sigtet for at have dræbt en 30-årig mand torsdag i det nordøstlige Randers, nægter sig skyldig.
Det skriver TV 2 Østjylland, som er til stede i Retten i Randers.
Den 31-årige er i grundlovsforhør i Retten i Randers, fordi anklagemyndigheden ønsker ham varetægtsfængslet i sagen.
Ifølge Randers Amtsavis er det ikke beskrevet i sigtelsen mod manden, hvordan politiet mener, at drabet er blevet begået.
Fredag morgen meldte Østjyllands Politi ud, at den 30-årige mand var blevet dræbt af knivstik torsdag aften ved sit hjem på en villavej i Randers.
Politiet har siden også oplyst, at mandens kone og lille barn var hjemme.
Østjyllands Politi har også meldt ud, at det betragter den 30-årige mand som et tilfældigt offer, og at der ikke er noget, der tyder på, at der var en relation mellem offeret og den sigtede.
Anklagemyndigheden beder om lukkede døre ved grundlovsforhøret. Det sker for at undgå at påvirke vidner, skriver TV 2 Østjylland.
Forsvareren beder også om, at den sigtede mand bliver beskyttet af et navneforbud, ifølge Randers Amtsavis.
TV 2 Østjylland skriver, at dommeren efterkom ønsket om lukkede døre, men ikke om navneforbud.
Østjyllands Politi har oplyst, at man på nuværende tidspunkt ikke har et konkret motiv for drabet.
Men ifølge politiet er den sigtede mand ikke fra lokalområdet.
Ifølge Randers Amtsavis' oplysninger blev den 31-årige sigtede mand angiveligt overrasket af den 30-årige, imens den sigtede var i gang med at begå et indbrud.
Men det kan Østjyllands Politi hverken be- eller afkræfte på nuværende tidspunkt i efterforskningen. Det siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard til Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde