31 taget i fem fartkontroller

Det lokale færdselspoliti havde nok at se til rundt om på de lokale veje i går. Ikke færre end fem fartkontroller blev det til i løbet af dagen - alle i Guldborgsund Kommune.

Tre af kontrollerne foregik i Nykøbing - alle med lasermåler.
Den første var på Stubbekøbingvej, hvor betjentene var ude med måleren fra klokken 13.20-14.30.
Her blev fire bilister vinket ind til siden, fordi de havde kørt hurtigere end de maksimalt tilladte 50 km/t. på strækningen. Det resulterede udover fartbøderne i tre klip i kørekortet og en betinget frakendelse. Højest målte hastighed var 86 km/t.

Derfra gik turen til Grønsundsvej, hvor man gennemførte to kontroller mellem klokken 14.45 og 16.05. Her blev to bilister vinket ind til siden, og de blev begge både præsenteret for en fartbøde og et klip i kørekortet. De to blev målt til at køre henholdsvis 70 og 69 km/t. på en strækning, hvor fartgrænsen er 50 km/t.

Omtrent samtidig, fra klokken 14.15-16.15 var en anden patrulje en tur på Storstrømsvej ved Nørre Alslev med laserudstyret. Her blev seks bilister vinket ind til siden, fordi de kørte hurtigere end de højest tilladte 80 km/t. på strækningen. To af de seks fik et klip i kørekortet. Højest målte hastighed var her 129 km/t.

Derudover var politiet også en tur ude med fotovognen på Engestoftevej i Sakskøbing fra klokken 08.37-12.48. Her blev 19 bilister noteret for at køre for stærkt. Tre af disse står til et klip i kørekortet, og en enkelt, som blev målt til 88 km/t., kan se frem til en betinget frakendelse, fremgår det af politiets døgnrapport.

Foto: Kim Løwenstein, arkivfoto

Færdselspolitiet havde en travl dag på de lokale veje i går.

Offentliggjort Sidst opdateret