32-årig stod bag indsmugling af hash i træpaller
Umar Sharif Khan blev onsdag dømt ved Retten i Roskilde efter at have erkendt den omfattende hashindsmugling. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Umar Sharif Khan har fået syv års fængsel for indsmugling af hash, der kom ind i Danmark i træpaller.
Der blev kørt store mængder hash ind i Danmark i foråret, og det skete på foranledning af Umar Sharif Khan.
Den 32-årige mand fra hovedstadsområdet er onsdag blevet idømt syv års fængsel i Retten i Roskilde efter at have erkendt at have organiseret indsmuglingen af 1,3 ton hash.
Han er desuden dømt for handel med 4,5 kilo kokain og yderligere 350 kilo hash.
Det er anklagemyndighedens opfattelse, at hashen, der fra februar til juni i år blev smuglet ind i Danmark, kom fra Marokko.
Gemt i træpaller, der blev fragtet med lastbil, blev hashen kørt ind i Danmark. Lastbilerne kørte til Haslev, og derfra blev hashen flyttet til et sommerhus i Grevinge, hvorfra det blev fordelt videre.
Det er klassisk politiefterforskning med eksempelvis overvågning, der har gjort, at politiet kunne stykke sagen om hashindsmuglingen sammen, fortæller anklager Rasmus von Stamm.
Handlen med kokainen og de 350 kilo hash - som foregik før indsmuglingen af de 1,3 ton hash - kom politiet på sporet af efter at have fået adgang til korrespondance på krypterede beskedtjenester.
Umar Sharif Khan blev sammen med flere andre anholdt i en koordineret politiaktion 8. august. I den forbindelse konfiskerede politiet i alt 670 kilo hash.
I 2015 blev Umar Sharif Khan idømt seks års fængsel for et knivoverfald på en bar i København.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker