33-årig dømt for skud mod bandeledere
En 33-årig mand er dømt for skud mod bandeledere af Blågårds Plads-gruppen på hjørnet af Vodroffsvej og Suomisvej på Frederiksberg i maj sidste år, mens en 23-årig er frifundet ved Retten på Frederiksberg torsdag.
Den 33-årige har angivet den 23-årige som medlem af banden Brothas, som holder til i Mjølnerparken, og som tidligere har været i strid med Blågårds Plads-gruppen.
Derimod har den 23-årige forklaret, at den 33-årige forsøger at hænge ham op på skudepisoden for at dække over nogen, som han måske er bange for.
To brødre med efternavnet Benarabe og med tilnavnene Store A og Lille A, og som skal være ledende skikkelser i Blågårds Plads-banden, har været i vidneskranken under retssagen. De befandt sig i den flok, der blev skudt mod.
Store A gav i sin vidneforklaring en uventet håndsrækning til en af de tiltalte.
- Det var i hvert fald ikke ham dér, sagde den store Benarabe-bror og pegede på den 23-årige.
- Ham har jeg set flere gange før, så jeg ville kunne kende ham, hvis det havde været ham i den bil, lød det fra Store A.
Den 33-årige har nægtet sig skyldig, men flere gange erkendt at have været chauffør i den bil, der blev skudt fra.
Han blev idømt en behandlingsdom som påstået af anklagemyndigheden, hvorefter han skal behandles på en psykiatrisk afdeling. Han blev ikke idømt almindelig straf, da han ifølge en mentalerklæring var utilregnelig på gerningstidspunktet.
Retten fandt det ikke bevist, at skyderiet var banderelateret så straffen kunne forhøjes på grund af skærpende omstændigheder.
Det kunne heller ikke bevises, at den 23-årige tiltalte havde været passager i bilen og dermed den, der skød.
Selvom han ikke havde noget alibi, var der ingen tekniske beviser, der forbandt ham til hændelsen, oplyser retten.
Den 23-årige blev dog dømt for en række overtrædelser af blandt andet færdselsloven og våbenlovgivningen og skal syv dage i fængsel og betale en bøde på 19.000 kroner.
Den 23-årige havde været frihedsberøvet siden juni sidste år, og blev løsladt i forbindelse med dommen.
De to tiltalte mænd havde nægtet sig skyldige. De afviste også at være fuldgyldige medlemmer af bandegrupperingen Brothas.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned