33-årig lokal anholdt for drabet på Stevns

Han blev i sidste uge fundet død i et afsidesliggende skovområde på Stevns ikke langt fra sit hjem i Lyderslev.

Politiet har hele tiden ment, at det ikke var et tilfældigt møde i skoven, der endte med døden. Og tilsyneladende kendte Anders Mark Hansen og den mand, som nu er anholdt for drabet, hinanden.

- Ja, det må vi et eller andet sted sige, at de gør. Men hvordan vi mener, at de er kommet i kontakt med hinanden, holder vi for os selv, siger vicepolitiinspektør Per Heide Sørensen.

Politiet har hele tiden arbejdet med en teori om, at forklaringen på drabet skulle findes i nærområdet. Og den 33-årige er da også en lokal mand, oplyser politiet.

- Vi fik nogle henvendelser først på ugen, og da vi får dem kædet sammen med vores øvrige efterforskning, så bliver han pludseligt interessant, siger Per Heide Sørensen.

Den 22-årige blev fundet dræbt i skoven ved Rødvig lørdag den 3. marts. Men han blev sandsynligvis dræbt allerede fredag.

Det var en blanding af grov vold og kvælning, der kostede ham livet. Anders Mark Hansen blev fundet liggende i skovbunden bag sin bil. Han var kørt ud i skoven for at lufte sin hund.

Den 33-årige sad til afhøring hos politiet torsdag eftermiddag, da efterforskerne fik de sidste afgørende henvendelser, der overbeviste dem om, at de havde fat i den rette person.

Det var en mere generel afhøring om, hvordan han kendte Anders Mark Hansen, som pludseligt fik en anden karakter.

- Vi vælger at stoppe den afhøring og sigter ham så for drabet, siger vicepolitiinspektøren.

Han kan endnu ikke udelukke, at der er andre, der skal anholdes.

- Der er en kæmpe efterforskning foran os, så det kan vi slet ikke udtale os om på nuværende tidspunkt, siger han.

/ritzau/

Politiet mener nu at have fået fat på den mand, der tog livet af den 22-årige Anders Mark Hansen.

Offentliggjort Sidst opdateret