33-årig tiltalt for at tæske og frihedsberøve mand i 11 dage
Sagen mod en 33-årig mand for frihedsberøvelse og grov vold skal behandles i Retten i Hillerød. Sagen er endnu ikke berammet i retten. (Arkivfoto). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Mand er tiltalt for frihedsberøvelse af en anden mand, grov vold og at forsøge at få ham til at begå røveri.
En mand blev sidste efterår frihedsberøvet af en 33-årig mand, der slog ham i hovedet med en lægtehammer, hakkede et stemmejern i foden på ham og jog en gaffel i ryggen på ham.
Det mener anklagemyndigheden, der har rejst tiltale mod den 33-årige for blandt andet frihedsberøvelse, grov vold, trusler og for at have forsøgt at få sit offer til at begå et røveri mod en tankstation med et oversavet haglgevær.
Frihedsberøvelsen begyndte cirka den 6. september sidste år, hvor den 33-årig ifølge anklageskriftet brugte vold og trusler til at tvinge sit offer til at forblive på en adresse i Frederikssund.
Her blev den forurettede mand på daglig basis frem til 16. september udsat for en bred vifte af vold.
Den 33-årige er tiltalt for både at have brugt sine næver og genstande til at tæske manden samt at have sparket ham og stukket ham med en gaffel, et stemmejern og en kuglepen.
På et tidspunkt skulle den 33-årige desuden have begået tyveri ved at have overført penge fra den forurettedes datters børneopsparing til sin egen konto.
Det skete ifølge anklageskriftet "formentlig", ved at den 33-årige brugte forurettedes NemID og/eller andre personlige oplysninger til at få adgang.
Det fremgår af anklageskriftet ikke, om den frihedsberøvede mand skulle have fået nogen blivende skader som følge af vold, eller hvad motivet til handlingerne skulle være fra gerningsmandens side.
Den 33-årige er også anklaget for at have begået grov vold mod en kvinde. Den 18. juni sidste år knuste han angiveligt hendes mobiltelefon og pressede den ind i munden på hende, så hendes læber blev revet til blods.
Hun blev slået på overkroppen med en barnestol, blev sparket i maven, og den 33-årige tog kvælertag på hende, så hun fik åndenød, står der i anklageskriftet.
Det er uvist, hvordan manden forholder sig til tiltalen.
Sagen skal behandles ved Retten i Hillerød, men den er ikke berammet endnu.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde