34 af 36 anholdte hooligans bliver løsladt
Østjyllands Politi anholdt søndag 36 personer, da fodboldfans fra AGF og FC København stødte sammen i Aarhus-forstaden Lystrup. Der var tale om et planlagt slagsmål, oplyser politiet.
Slagsmålet ved Lægaardsvej og Marøgelhøj i Aarhus blev standset af politiet, der var forberedt på balladen.
Under det korte slagsmål var AGF'erne klædt i hvidt og FCK'erne i rødt. Politiet har på kamppladsen fundet handsker, tandbeskyttere og baseballbats.
De anholdte blev bragt til Politigården i Aarhus, hvor de kom til at tilbringe dagen i stedet for på stadion.
Alle 36, der er sigtet for deltagelse i grov forstyrrelse af den offentlige orden og for vold, har fået forbud mod at opholde sig nærmere end tre kilometer fra et fodboldstadion, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
To af de anholdte vil mandag blive fremstillet i grundlovsforhør. Den ene fordi han for nylig er dømt for det samme, som han nu er sigtet for, den anden fordi han også er sigtet for deltagelse i grov vold.
De sidste 34 personer vil blive løsladt efter endt afhøring.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned