34-årig dømt til anbringelse: Slog og sparkede mand ihjel
En 34-årig er torsdag blevet idømt anbringelse på en psykiatrisk afdeling for vold med døden til følge mod en 56-årig mand i juni sidste år. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
En 34-årig mand er torsdag blevet idømt en anbringelsesdom for vold med døden til følge mod 56-årig mand.
En 34-årig mand fra Kalundborg er ved Retten i Holbæk torsdag fundet skyldig i vold med døden til følge mod en 56-årig mand i juni sidste år.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Den 34-årige er blevet idømt anbringelse på en psykiatrisk afdeling.
Natten til den 18. juni 2023 blev den 56-årige mand fundet med alvorlige kvæstelser i et grønt område, der er kendt som Loch Ness nord for Kalundborg.
Kort efter afgik han ved døden på grund af de voldsomme kvæstelser.
Retten i Holbæk fandt, at den 34-årige forinden slog og sparkede offeret, inden han anbragte ham i bagagerummet på sin bil og kørte ham til Loch Ness, hvor han efterlod offeret i hjælpeløs tilstand.
Den 34-årige erkendte enkelte spark og slag, men siger dog, at det var i selvforsvar, fordi han var blevet truet af den 56-årige.
Ud over vold med døden til følge er den 34-årige også fundet skyldig i besiddelse af en mindre mængde stoffer og et tilfælde af grov vold mod en kvinde i Vollerup i juni 2022. Kvinden er mandens daværende kæreste.
Den 34-årige mand har modtaget dommen.
Et par dage efter den 56-åriges død skrev TV2 Øst, at politiet ikke reagerede på en anmeldelse om den 56-årige.
Det skyldtes, at den første anmeldelse lød på, at der lå en beruset mand, og at politiet får mange af den slags henvendelser i løbet af en weekend - især om sommeren.
Ved henvendelse nummer to lyder det dog, at der lå en mand, og at der var blod.
Michael Sehested, der er vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi ville dengang ikke svare på, om den 56-årig kunne have overlevet, hvis politiet var rykket ud til den første anmeldelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker