34-årig fængslet efter bilræs-ulykke
En 34-årig mand blev lørdag i et grundlovsforhør for lukkede døre fængslet i 14 dage, efter at han under et ulovligt bilræs i Albertslund ved København fredag aften påkørte fem tilskuere.
Foruden flere overtrædelser af færdselsloven sigtes manden for overtrædelse af straffelovens paragraf 252, der blandt andet handler om, at man i grov kådhed bringer andres liv eller førlighed i fare.
Ulykken skete lige før midnat fredag aften i Fabriksparken, hvor en større gruppe var samlet til ulovligt bilræs. Under ræset kom den 34-åriges bil på afveje og ramte fem tilskuere.
- Ingen er umiddelbart i livsfare, siger vagtchef Per Hansen fra Københavns Vestegns Politi.
Det er ikke første gang, at der bliver kørt ulovlige bilkapløb i et industrikvarter på disse kanter.
- Det er typisk sådan nogle steder, hvor der ikke er biler og mennesker om natten, at man kører, lyder det fra Per Hansen.
Efter uheldet stak den 34-årige af fra stedet, men det lykkedes hurtigt politiet at finde ud af, hvem de ledte efter.
- Det ender med, at han melder sig selv, siger Per Hansen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned