35 aktivister får bøder for aktion mod Shell
Protesten mod Shells opførsel i Arktis vil udløse en mindre bøderegn til aktivisterne fra Greenpeace.
Politiet anholdt i løbet af onsdagen 35 personer, der var trængt ind på Shells raffinaderi i Fredericia, og samtlige står til en bøde, oplyser vicepolitiinspektør Lars Ozol.
- En del udlændinge er iblandt de anholdte, og vi forsøger at få sagerne afgjort med et bødeforelæg, siger han.
Straffen skyldes, at aktivisterne ifølge politiet har gjort sig skyldige i husfredskrænkelse - de var ikke inviteret indenfor på raffinaderiets område.
Greenpeace siger, at 25 aktivister har tilbragt nogle timer på en skorsten og silo, og de har benyttet lejligheden til at vise et 23 meter langt banner med teksten "Save The Arctic."
Desuden er Shells logo forsynet med djævlehorn, oplyser organisationen, som betegner begivenheden i Fredericia som en succes.
Nogle af aktivisterne var forklædt som isbjørne.
Det verdensomspændende selskab beskyldes for at løbe store risici i forhold til miljøet ved at deltage i jagten på olie i Arktis.
Om Sydøstjyllands Politi muligvis også vil rejse en bødesag mod Greenpeace som sådan er endnu uklart.
- Det vi blive afgjort i en efterfølgende juridisk vurdering, siger Lars Ozol.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned