36-årig erkender at have sat ild til sofa

Beboerne i en villa med flere lejligheder i Helsinge måtte lørdag morgen evakueres, da der udbrød brand i en af husets lejligheder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet har anholdt en 36-årig mand fra Vejby, der har erkendt, at han satte ild på en sofa i en af lejlighederne.

Ifølge politiet gik en nabostrid forud for branden på Landagervej i Helsinge. Ilden opstod lørdag morgen ved 8.30-tiden.

- Efter en nabostrid ses en mand forlade lejligheden, hvor der kort tid efter udbryder brand, siger vagtchef Hans Jakob Rechendorff, Nordsjællands Politi.

På det tidspunktet er der ingen til stede i lejligheden, men beboerne i de øvrige lejligheder evakueres, mens brandvæsnet slukker ilden. Brandvæsnet kan konstatere, at ilden opstod i en sofa.

Mens det lykkes brandvæsnet at slukke branden, får politiet en anmeldelse af uorden og hærværk uden for et Irma-supermarked i Helsinge.

Her anholder politiet en mand, der svarer til beskrivelsen af den mand, der forlod villaen på Landagervej, kort før ilden opstod.

- Han har erkendt at han har sat ild på sofaen. Han er sigtet for forsætlig ildspåsættelse og skal søndag i grundlovsforhør, siger vagtchefen.

Foreløbig har politiet ikke et motiv til forbrydelsen.

I et grundlovsforhør søndag vil politiet kræve den 36-årige mand varetægtsfængslet.

/ritzau/