36-årig kvinde fundet død på strand
Politiet arbejder på at få klarlagt, om en 36-årig kvinde, som søndag eftermiddag blev fundet død på en strand uden for Hanstholm, er blevet udsat for en forbrydelse.
- Der er nogle omstændigheder ved den måde, kvinden blev fundet på, som gør, at vi må lave noget efterforskning for at fastslå, om hun er blevet udsat for en forbrydelse eller ej, siger vagtchef Kjeld Nedergaard, Midt- og Vestjyllands Politi, til Ritzau.
Kvinden blev søndag eftermiddag fundet livløs i strandkanten ved Vigsø Bugt Feriecenter ved Hanstholm.
Hun blev fløjet til Aalborg Sygehus, hvor lægerne forsøgte at redde hendes liv. Men senere søndag eftermiddag måtte hun erklæres død, oplyser vagtchefen.
Politiet finder det blandt andet mistænkeligt, at kvinden er gået omkring 800 meter fra Vigsø Bugt Feriecenter, hvor hun bor, og ned til stranden kun iført cowboybukser og bh.
Derfor har politihunde søndag eftermiddag undersøgt stranden og klitterne omkring det sted, hvor kvinden blev fundet, for at finde resten af hendes tøj.
Men foreløbig er hendes tøj ikke fundet.
Ydermere har hun nogle skader i ansigtet, men de kan stamme fra sten i strandkanten, oplyser vagtchefen.
- Der er sten på kysten, og det kan ikke udelukkes, at det er der, skaderne stammer fra. Det vil blive fastslået ved et ligsyn, siger Kjeld Nedergaard.
Ligsyn og obduktion, der skal fastslå, hvordan kvinden døde, og om hun har været udsat for vold, finder sted mandag morgen klokken 9.
Kvinden, der er fra Myanmar - tidligere Burma - boede på Vigsø Bugt Feriecenter sammen med sin mand og parrets to mindreårige børn. De bor i den del af centret, der bruges til indkvartering af asylansøgere.
Kvindens mand var søndag på Thisted politistation med en tolk for at få meddelelsen om dødsfaldet og for at forklare om hustruens færden frem til det tidspunkt, hvor hun blev fundet på stranden.
Efterforskere afhører desuden beboere på centret for at høre, om nogle kan give oplysninger om kvindens færden.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker