36-årig mand er efterlyst for trafikdrab

Politiet efterlyser nu en 36-årig mand for trafikdrabet på 48-årige Dorde Meiner, der døde af sine kvæstelser fra påkørslen mandag.

I første omgang stak bilisten af efter at have ramt Dorde Meiner, og bilen - en Ford Escort - blev senere fundet udbrændt af Østjyllands Politi.

Ifølge politiet er den efterlyste mand ejeren af den udbrændte bil, og han er i forvejen kendt i ordensmagtens registre.

Politiet udelukker dog ikke, at det kan have været en anden bag rattet.

Den trafikdræbte kvinde efterlader sig mand og to døtre på 17 og 24 år.

/ritzau/

En 36-årig kending af politiet er i kikkerten for trafikdrabet på Dorde Meiner, der blev torpederet mens hun luftede sin hund. Bilisten flygtede fra stedet.

Offentliggjort Sidst opdateret