36 millioner kroner er på vej til nedbrændt badehotel
En tørretumbler var skyld i, at Svinkløv Badehotel brændte ned til grunden. Nu er erstatningssagen slut.
Omkring ni måneder efter det ikoniske Svinkløv Badehotel brændte ned sidste år, er forsikringssagen afsluttet. Således er der 36 millioner kroner på vej til hotellet.
Det har været en kompleks sag, vurderer Steen Royberg, der er bestyrelsesformand for Fonden Svinkløv Badehotel i en pressemeddelelse.
- Vi har hele tiden vidst, at forsikringen ikke dækker alle udgifter. Vi ønsker en del forbedringer blandt andet af badeværelser og en udvidelse af underetagen, hvilket forsikringspengene ikke dækker, siger han.
Formanden påpeger dog, at fonden er blevet mødt af dygtige og kompetente folk med en fin indsigt i situationen.
Både Royberg og selskabet Alm. Brand, der har forsikret det gamle badehotel, er glade for den måde, sagen er endt på.
Forsikringsselskabet har i forvejen erfaring med at vurdere gamle bevaringsværdige bygninger, der har været ude for en brand.
De stod blandt andet for forsikringen af Dragsholm Slot, der nedbrændte for få år siden.
Den erfaring har selskabet taget med sig i Svinkløv-sagen, vurderer Brian Wahl Olsen, der er skadedirektør i Alm. Brand.
- Svinkløv Badehotel var pakket ind fra top til tå i skræddersyede løsninger, og det har stillet store krav til vores folk om at finde en fair pris, der kan dække de fleste udgifter til at genetablere badehotellet, siger han.
Særligt har hotellets håndlavede eller specialbyggede møbler og detaljer på hotellet været en udfordring i forsikringsvurderingen. På sådanne ting findes der nemlig ingen standard prisliste, lyder det.
- Jeg er glad for, at det er lykkes, og at fonden og forpagterne er tilfredse med løsningen, så hotellet kan blive genopført, siger direktøren.
Pengene skal bruges til at genopbygge et nyt hotel, der forventes at stå klar i 2019.
Både fonden bag og forpagterne forsikrer, at det nye hotel vil opfylde alle brandkrav til nybyggeri.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned