39-årig fængslet for at skyde med jagtgevær ved Føtex-røveri
Ifølge sigtelse blev blandt andre en butiksdetektiv ramt af skud ved et røveriforsøg på Amager søndag aften.
Med tre pakker stjålet kød forsøgte en 39-årig mand at slippe væk fra en Føtex-forretning på Amager søndag aften, lyder det i en sigtelse mod manden.
Det lykkedes dog ikke, og da han blev standset af en butiksdetektiv på vej ud af butikken, affyrede den 39-årige ifølge politiet to skud.
Flere personer blev ramt af skuddene, der kom fra et jagtgevær.
Den 39-årige blev anholdt ved episoden, og mandag kom han for en dommer ved et grundlovsforhør.
Han er sigtet både for røveri og ulovlig våbenbesiddelse.
Københavns Politi rykkede ud til supermarkedet søndag aften efter meldinger om skud. Fra politiet lød meldingen, at tre personer var kommet til skade i forbindelse med skyderiet.
En af dem var den sigtede selv.
Ingen af de sårede var i livsfare. Ifølge Torben Madsen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi, blev både den røverisigtede, Føtex-medarbejderen og en tilfældig borger ramt af hagl.
Forretningen ligger på Amagerbrogade. Skudepisoden skete ifølge sigtelsen klokken 21.49 - godt ti minutter før forretningens planlagte lukketid.
Amagerbrogade var i forbindelse med skyderiet spærret i begge retninger fra Amager Boulevard til Christmas Møllers Plads. Afspærringen blev ophævet igen kort efter midnat.
Ved retsmødet mandag blev den 39-årige varetægtsfængslet i 24 dage.
Han nægtede sig skyldig og ville ikke udtale sig i retten.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker