39-årig fængslet for knivstikkeri i lysken
En 23-årig mand blev stukket med kniv i lysken fredag aften i Vendsyssel i Nordjylland.
En 39-årig mand er lørdag blevet varetægtsfængslet frem til 15. september for et knivstikkeri på en adresse fredag i Ingstrup i Vendsyssel.
Det oplyser Nordjyllands Politi.
Da politiet ankom fredag, fandt de en 23-årig mand, der var blevet stukket med kniv i lysken, og en 39-årig mand, der var blevet stukket i underarmen.
En 39-årig mand blev også anholdt på adressen. Han er den formodede gerningsmand. Han havde også fået skader - formentlig efter slag med et baseballbat, skrev Nordjyske fredag.
Han blev efterfølgende kørt på Aalborg Universitetshospital med skader i baghovedet og på armen.
Den 23-årige mand, der blev stukket i lysken, er meldt i kritisk tilstand og har været på operationsbordet.
Lørdag morgen sagde vagtchefen ved Nordjyllands Politi, at den 23-årige er blevet færdigopereret og ligger til observation. Det er lørdag eftermiddag stadig småt med nyt om hans tilstand.
Motivet for tumulten er også fortsat ukendt. Vagtchef Torben Larsen fortalte fredag aften, at politiet ikke havde haft mulighed for at afhøre de indblandede personer.
- Det er foregået i noget drikkelag, og de har været stærkt berusede, og derfor går der noget tid, forklarede han.
/ritzau
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie