40-årig mand får 16 års fængsel for mange kilo hård narko
Planen var at sælge kokain og heroin videre, tilstod 40-årig mand ved Retten i Randers tirsdag.
17 kilo kokain og to kilo heroin udløser en straf på 16 års fængsel til en 40-årig mand.
Dommen er faldet tirsdag ved Retten i Randers, hvor manden har tilstået at have besiddet de store mængder hård narko. Planen var at sælge de mange kilo stoffer videre.
Det oplyser både anklagemyndigheden ved National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og retten.
40-årige Kasper Hedegaard fik dommen efter et kort retsmøde.
I løbet af retsmødet erkendte Kasper Hedegaard også, at han var årsag til, at en kvinde ad to omgange i marts og april 2022 modtog fem kilo kokain ved en haveforening i udkanten af Grenaa.
Sammen med kvinden gemte han også både kokain og heroin i en vaskekælder centralt i Grenaa, mens han også i juni gemte stoffer i en lejlighed på en adresse nær havnen i samme by.
Ud over de 16 års fængsel blev der konfiskeret to kilo kokain og 862.000 kroner fra udbyttet af narkosalg.
Den dømte havde også en reststraf på tre års fængsel, som er blevet inkluderet i straffen på 16 år.
- Sagen her viser, at politiet har en stærk indsigt i de kriminelles forsøg på at handle med euforiserende stoffer, udtaler specialanklager hos NSK Morten Rasmussen i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Der er i dag blevet afsagt en meget klar dom, der utvetydigt siger, at samfundet slår hårdt ned på salg af hård narkotika, og det er jeg fuldt tilfreds med.
Kvinden i sagen blev i juli idømt 11 års fængsel for at have opbevaret 15 kilo kokain og to kilo heroin. Hun tilstod også i et retsmøde ved Retten i Randers.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned