40 betjente sendt ud til tilsyn hos omstridt stutteri
Også i september var der en demonstration mod Stutteri Viegårds behandling af sine heste. Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Ved Viegård Stutteri blev der i august fundet 50 nedgravede heste. Politiet er igen til stede ved stutteriet.
Omkring 40 betjente er torsdag morgen til stede ved stutteriet Viegård ved Skals nord for Viborg.
Det oplyser lokalpolitiet i Viborg til TV Midtvest.
I august fandt politiet 50 nedgravede heste på stutteriet, og siden har der været flere tilsyn på stedet.
Torsdag er betjente sendt ud til stedet sammen med repræsentanter for Fødevarestyrelsen i forbindelse med et nyt uanmeldt tilsyn.
De 50 nedgravede heste blev fundet ved et tilsyn i august. Her blev jorden omkring stutteriet endevendt ved hjælp af gravemaskiner, og Viborg Kommune konstaterede, at de døde heste var blevet gravet ned uden tilladelse.
Viborg Kommune deltog i tilsynet sammen med Fødevarestyrelsen.
Samtidig blev omkring 390 levende heste tilset. Nogle af dem havde været udsat for uforsvarlig behandling, konkluderede myndighederne.
Gennem længere tid modtog politiet anmeldelser om mulige overtrædelser af dyreværnsloven på stutteriet, og myndighederne var på flere kontrolbesøg inden tilsynet i august.
Stutteriet var i forvejen omstridt. På Facebook har der gennem længere tid været publiceret fotos af afmagrede dyr fra stedet.
Og i løbet af sommeren og så sent som i september har borgere gennemført demonstrationer nær stutteriet, og der har været flere tilfælde af fysiske konflikter mellem de ansatte og demonstranter.
I slutningen af september rykkede politiet ud til stutteriet for at bortvise otte personer, hvis tilstedeværelse angiveligt stressede hestene på stutteriet.
Senere erkendte Midt- og Vestjyllands Politi dog, at borgerne var blevet bortvist efter en forkert bestemmelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker